Generelt:

Mange har prøvet at køre på en motorcykel med sidevogn. Få har prøvet at køre på en motorcykel som er ombygget til at køre med sidevogn.
Forskellen er meget stor og kræver lidt tilvænning.
Når der monteres sidevogn er det vigtigt at efterløbet på forgaflen reduceres væsentlig, da man ellers skal slide hårdt for at få køretøjet rundt i svingene. Stel og originale gafler lider meget under de ekstra belastninger, som de ikke er konstrueret til at modstå. Med et kortere efterløb på forgaflen er det meget lettere at dreje køretøjet. Men bliver dette efterløb til gengæld bare få mm for kort, har cyklen tendens til at blive levende.
Sidevognsfabrikkerne har brugt mange timer på at finde de rette formler på holdbare gafler, som ikke er for tunge og med det rette efterløb og har samtidigt betalt prøveinstitutter store beløb for at afprøve og godkende dem til de ekstra belastninger, så det er altså ikke noget man bare lige smeder sammen en lørdag eftermiddag, uden den rette viden.
Støddæmperne skal også have den rette styrke og returdæmpning, for at modstå den større belastning de bydes.
Mange motorcykler har idag ikke et egentlig stel, men bruger motoren som en bærende del. Det er også fint så længe kræfterne kommer lodret igennem stellet og derved passer til styrken, men når man monterer en sidevogn kommer kræfterne nu sideværts og vrider i stel og gafler og derfor er det på visse fabrikater nødvendigt med en hjælperamme, som giver den ekstra styrke som der er nødvendig.
Mindre hjul med bildæk, som samtidig er stærkere end de originale, er også et must og samtidigt bliver rullediameteren ca. 10% mindre, så momentet kommer op og passer til den ekstra vægt der nu er monteret.
Selvfølgelig findes der små lette cykler, der kan køre uden ombygning, men når vi kommer op i lidt større cykler, f. eks 500cc og derover, er det en meget dårlig idé at køre uden den rette ombygning.